Placebo, det misforståede begreb

Placebo effekten i forbindelse med behandling er et ret misforstået begreb. Til denne artikel har jeg læst gennem meget af den forskning, som er lavet på området, og det høster godt nok ikke mange videnskabelige point. Jeg har forsøgt at afdække spørgsmål som:

Hvad er placebo egentligt?

Hvor mange oplever placebo?

Er placebo godt eller dårligt^?

Hvad kan placebo bruges til?

Hvad er placebo?

En del af forvirringen omkring placebo eller placebo effekt, kommer fordi der findes to forskellige betydninger af begrebet.

1)      Den tillid som en patient har til, at en læge eller anden behandler er dygtig og gør et godt arbejde, forårsager i nogle tilfælde, at patienten bliver rask, selv hvis behandlingen ikke er udført rigtigt. Dvs at der findes situationer, hvor en persons tanker eller sind er så stærkt, at det rent faktisk kan reparere fysiske skader i kroppen.

2)      Nogle psykologer bruger placebo i betydningen: snydemedicin, som man bilder patienterne ind er effektiv, får i en del tilfælde patienterne til at tro, at de har det bedre, uden at bedringen kan påvises ved objektive fysiske tester.

Hvor mange oplever placebo?

I definition 1 viser forsøg at mellem 18% og 25% af alle mennesker oplever fysiske forbedring i deres sygdom fra placebo (tilliden til at behandleren er dygtig). Om en behandler ligger i den lave eller høje ende kommer meget an på behandleren selv: en kendt professor i mave tarmsygdomme, der er behagelig at snakke med, som i et enkelt sprog forklare hvad han gør, som opføre sig sikkert og tillidvækkende, får større placebo effekt end en arrogant ubehagelig reservelæge, der bruger uforståelige latinske ord, er famlende i sin undersøgelse, ikke besvare patienternes spørgsmål, men i stedet gentagende gange fortæller patienten, hvor slemt det står til.

Forsøg lavet med definition 2 (snydemedicin) er så dårligt lavet videnskabeligt, at det ikke er let at gennemskue, hvor mange rent faktisk får fysiske forbedringer af behandlinger, hvor lægen eller behandleren lyver om et middels virkninger feks giver en sukkerpille i stedet for astmamedicin. Nogle forsøg indikere, at helt op til 40% siger, at de har det bedre, men de fysiske tester viser en meget lille procentdel, der rent faktisk får et fysisk forbedret helbred af den slags uærlig lægegerning.

En gang hørte jeg en læge udtale, at akupunktur bare var placebo, og patienterne bare bildte sig selv ind, at de havde det bedre. I nedenstående artikel beskrives, hvordan en hest med forstoppelse, der var holdt op med at spise, blev helbredt af min far, John Boel Senior, med akupunktur – det beviser vist, at det ikke kun er noget man bilder sig ind

Er placebo godt eller dårligt?

Uærligt at fortælle en patient, at en virkningsløs behandling vil hjælpe dem, modtage deres penge og så håbe, at de får det bedre på grund af placebo effekten, er i min verden ikke i orden. Jeg kan ikke lide, at man lyver over for folk og derudover er det ulovligt iføgle kvaksalveri paragrafen. Det rammer også altid tilbage på lægen selv, når hans patienter ringer og klager over, at den lovede virkning udebliver samt fortæller venner og familie, at lægen er en svindler.

Men selv om den såkaldte forskning i placebo er af tvivlsom karakter, kan den dog godt bruges. Den viser nemlig, at det er tilliden, som patienten har til, at lægen eller behandleren er kompetent, der får sindet til at helbrede kroppen i 20-25%.

Opfør dig sikkert, vær venlig, besvar patienternes spørgsmål, brug ord som kan forstås osv vil styrke patienternes tro på, at du er dygtig og så får du faktisk nogle procent bedre resultater – og hvem vil ikke gerne hjælpe så mange mennesker som muligt.

Der findes et begreb, som hedder nocebo. Det er det modsatte af placebo. Hvis man fortæller en mængde patienter, at en virkningsløs sukker tablet giver bivirkninger, vil en vis procentdel (ca 20%) opleve de bivirkninger.

Det viser sig også i behandling. En læge, der bruger lang tid til at fortælle sine patienter om bivirkninger fra deres medicin, vil have flere patienter, der får bivirkninger end andre læger. Eller endnu værre: læger, der fortæller deres patienter, at en effektiv behandling ikke virker, vil have en dårligere helbredelses statistik end andre læger.

Som akupunktør har jeg nogle få gange oplevet, at en patient, der fik der bedre og bedre under et behandlingsforløb, efter et besøg hos lægen, hvor han sagde, at akupunktur ikke kunne hjælpe, men kun var svindel, fik et tilbagefald.

Man ser det også hos kræft patienter. I det øjeblik, hvor lægerne giver op og fortæller patienten, at der ikke er noget at gøre, går det hurtigt ned ad bakke for en del patienter.

Konklusionen må være, at man skal opføre sig tillidsvækkende, så får man bedre resultater.